09.03.2018

 

Olivia Prisen hylder hvert år sagsbehandlere inden for det sociale system, der sætter mennesket før sagen, og er skabt for at sætte fokus på deres ekstraordinære indsats i det daglige arbejde med borgere og pårørende.

Vinderen af Olivia Prisen 2017 er afdelingen Helhedsorienteret Indsats i Silkeborg Kommune, der består af 5 casemanagers, der sidder med tværgående myndighed. Hos Helhedsorienteret Indsats arbejder de både med beskæftigelsessager og børnesager, hvilket betyder at de omfavner hele familien, men at familien samtidig kun får én kontaktperson hos kommunen – nemlig en casemanager.

”Her er det samlet. Jeg fortæller hende om det hele, og hun varetager alle snorene ud af til. Så skal jeg kun forholde mig til én person og hun lærer mig at kende, mine børn at kende, og i og med at hun kender os så ved hun også hvorfor nogle ting de virker”, fortæller en borger.

Helhedsorienteret Indsats: Glad for at blive set og anerkendt
”Vi glæder os rigtigt meget til at modtage Olivia Prisen. Medarbejderne i teamet er selvfølgelig meget glade for at blive set og anerkendt af ’folk udefra’”, udtaler Børne- og Familiechef Ken Engedal

Teamet har stort fokus på relationsarbejde og er tit ude hos familierne i deres hjem, hvor de føler sig mest trygge. Teamleder Glennie B. Hugger fortæller: ”Det er spændende og tidskrævende, men fra borgerperspektivet er det meningsgivende.”

I år finder prisoverrækkelsen sted onsdag den 14. marts kl. 14 i Silkeborg. Her modtager Helhedsorienteret Indsats en unik glasstatuette fra Glassmedjen og 50.000 kroner, som skal doneres til et valgfrit velgørende formål i Danmark.

”Inspiration for landets kommuner”
Dommerpanelet bestod i år af Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Jens Arentzen, skuespiller, instruktør og konsulent, Jesper Højgaard, HR CSR-Leder hos Falck Danmark A/S, Jakob Stampe, CEO Pentia A/S og Jan Wilken, Administrerende direktør for Team Olivia.

Jan Wilken udtaler: ” Grunden til vi har valgt Helhedsorienteret Indsats som vinder af Olivia Prisen 2017, er kommunens beslutning om at arbejde helhedsorienteret omkring borgeren.  Det skaber en forandring, der både er til gavn for borgeren selv, men også kommunen. Det, som Silkeborg Kommune har gjort er en stor inspiration for landets andre kommuner. Derfor fortjener de Olivia Prisen 2017.”