I Olivia Danmark har vi defineret en mission og vision for vores arbejde. Missionen er det fundament, som vi bygger hele vores virksomhed op omkring. Olivia Danmarks vision er den vejviser, som angiver i hvilken retning, vi ønsker at bevæge og udvikle os.
Olivia Danmarks mission
Der findes mennesker, der har brug for hjælp og omsorg.
Der findes mennesker, der brænder for at hjælpe og støtte.
Olivia Danmark skaber relationerne.
Olivia Danmark er sat i verden for at hjælpe mennesker, der har:
- et handicap
- behov for pleje og behandling i eget hjem
- brug for social støtte og rådgivning
Olivia Danmark har arbejdet med at skabe relationer mellem mennesker siden 2004. Vores ambition har altid været - og vil fortsat være - at have dygtige og engagerede medarbejdere, der med viden, empati og tillid skaber livskvalitet og udfører deres arbejde ansvarsfuldt og med den højeste kvalitet.
I Olivia Danmark ser vi det som vores fornemmeste opgave at være med til at udvikle menneskelige relationer og sammensætte en individuel løsning for vores borgere, hvor medmenneskelighed og kvalitet i ydelserne er i fokus.
Mennesker og behov er forskellige. Vi ved, at man ikke kan sætte relationer mellem mennesker på en formel eller ”udregne” eller ”beregne” det bedste match. Men ved hjælp af erfaring, empati og forståelse for den enkelte borgers og de pårørendes behov, kan vi gøre en masse for at skabe sunde og udviklende relationer mennesker imellem.
Olivia Danmarks vision
Fremtidens velfærd er udfordret!
Modtagere af velfærdsydelser har ret til frihed og livskvalitet i deres hverdag!
Olivia Danmark vil bidrage med at skabe banebrydende løsninger inden for hjælp, støtte og omsorg.
Fremtidens velfærd er udfordret. En af årsagerne er, at flere og flere borgere får brug for hjælp samtidig med, at der bliver færre og færre til at finansiere hjælpen. Som et resultat af denne skæve udvikling bliver der stillet strenge og stigende krav om en bedre udnyttelse af velfærdsressourcerne.
Den store udfordring ligger i, hvordan vi udtænker nye og bedre velfærdstilbud, der sikrer, at samfundets udsatte grupper i fremtiden modtager den hjælp og støtte, som de har behov for og krav på. En af mange muligheder kunne være at bringe to stærke kapaciteter som netværk og frivillighed i spil med hinanden.
I Olivia Danmark ser vi det som vores forpligtelse at bidrage med at skabe og udvikle banebrydende hjælpe- og omsorgsydelser til gruppen af borgere, der har svært ved at klare hverdagen på grund af sygdom, handicap, hjerneskader eller andre fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Olivia Danmark er allerede i fuld gang med at undersøge, hvordan vi kan koordinere og kombinere fremtidens velfærdstilbud på nye måder, og hvor den enkelte borger fortsat har frihed til og mulighed for at vælge de særlige hjælpe- og omsorgsydelser, der er med til at sikre deres livskvalitet.
I Olivia Danmark ser vi frem til at blive en endnu mere synlig og aktiv medspiller, der arbejder målrettet på at udvikle fremtidens velfærdstilbud. Det er en opgave, som vi ikke kan løfte alene. Den skal løses i fællesskab. Gennem åben dialog og tværfagligt samarbejde og ved, at vi altid har fokus på at sætte borgerens krav på et værdigt liv i centrum.