Tydelig, varm og professionel
Hvordan skaber vi samtaler, der både styrker relationen og den studerendes faglige mestring?
Som faglig støttelærer eller SPS-rådgiver møder du studerende med forskellige behov, udfordringer og forventninger. Nogle samtaler kan opleves komplekse, når den studerende er overvældet, mister motivationen eller har svært ved at omsætte aftaler til handling.
På denne workshop arbejder vi med, hvordan du kan føre samtaler, der både er empatiske, tydelige og fagligt udviklende. Med afsæt i praksisnære situationer fra SPS-arbejdet introduceres du til konkrete samtaleredskaber, der kan styrke kontakten til den studerende, skabe tydelige rammer og understøtte den studerendes ansvar og handlekraft. Workshoppen inddrager blandt andet kommunikationsgreb inspireret af Imago-dialogen og sætter fokus på balancen mellem at støtte og at overtage.
Arbejdsform:
Workshoppen veksler mellem korte faglige oplæg, fælles refleksion, dialog, øvelser og casebaseret gruppearbejde. Med afsæt i realistiske situationer fra SPS-praksis arbejder vi med konkrete samtaleteknikker og kommunikationsredskaber, som deltagerne afprøver i et trygt læringsrum.
Der lægges vægt på aktiv deltagelse, refleksion og erfaringsudveksling, så teori og praksis kobles tæt sammen.
Udbytte
Efter workshoppen har du:
- En styrket forståelse af din rolle som faglig støttelærer.
- Konkrete redskaber til at skabe trygge, tydelige og udviklende samtaler med studerende.
- Viden om, hvordan spejling, validering og empatisk nysgerrighed kan anvendes i SPS-samtaler.
- Redskaber til at støtte den studerendes faglige mestring uden at overtage ansvaret.
- Inspiration til at håndtere svære samtaler, sætte professionelle grænser og omsætte samtaler til konkrete handlemuligheder.
- Øget bevidsthed om egne reaktionsmønstre og den betydning, de kan have i mødet med den studerende.
Forventninger til dig som deltager:
Der stilles ikke krav om særlige forkundskaber. Workshoppen tager udgangspunkt i praksis og indledes med en introduktion til de centrale faglige perspektiver og kommunikationsredskaber, som vi arbejder ud fra.
Workshoppen bygger på dialog, refleksion og erfaringsudveksling. Derfor forventes det, at du deltager aktivt og gerne bidrager med egne erfaringer eller dilemmaer fra din praksis. Vi opfordrer desuden til, at du på forhånd overvejer en eller flere samtaler, som du har oplevet som udfordrende, og som kan danne afsæt for fælles refleksion og sparring.
Temaworkshop - online
Deltagere
Der skal være tilmeldt minimum 10 deltagere, for at workshoppen bliver afholdt. Maks antal deltagere er 30.