Efter Sara-Marie fik en støttekontaktperson, kan hun selv tage offentlig transport

Sara-Marie sidder med en teddybjørn i hænderne. Den er iført en sort kåbe, briller og et gul- og rødstribet halstørklæde om halsen. Det er hendes bamse, Harry Potter, som hun også kalder for sin ESSA. Det står for ’Emotional support stuffed animal’, og den giver hende tryghed og ro.  

”Den hjælper mig, når Freja ikke er her. Hvis jeg vågner om natten, og tankerne kører rundt, så kan jeg tage min ESSA, kramme den, og så falder mine tanker til ro,” siger syttenårige Sara-Marie.

Freja er hendes støttekontaktperson, som kommer fire timer om ugen.

Sara-Marie har ADHD og brug for støtte til nogle af de ting, der hører til hverdagen og et mere selvstændigt liv. Sammen øver de blandt andet at være alene hjemme, at købe ind og lægge budget og tage offentlig transport alene. Op til Sara-Maries start på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) har især offentlig transport været et vigtigt fokus. Hun skal selv tage bus og tog fra sit hjem og ind til uddannelsen.

Støtte til at kunne selv

Freja har været støttekontaktperson for Sara-Marie et års tid. Før det kom hun i hjemmet som aflaster, hvor de lavede hyggelige aktiviteter sammen for at give Sara-Marie og hendes forældre en pause fra hverdagen. Da Sara-Marie blev 16 år, ændrede ordningen sig. Freja blev støttekontaktperson, og fokus blev i højere grad rettet mod konkrete mål for Sara-Maries udvikling.

”Min rolle er, at vi finder nogle ting, som Sara-Marie har det svært ved, og som hun har brug for ekstra støtte til. Det er så dem, jeg øver med hende. Det er de små ting, som hjælper hende på vej til at kunne de større ting selv,” siger Freja.

Målene bliver ikke fastsat af Freja alene, men i samarbejde mellem Sara-Marie, hendes forældre, en fagprofessionel hos Olivia Danmark og kommunen.

Da Sara-Marie skulle lære at tage offentlig transport alene, begyndte de f.eks. med at tage bussen sammen. Sara-Marie øvede sig i at finde afgangstider, vurdere, hvornår hun skulle gå hjemmefra og holde øje med, hvornår hun skulle stå af. Senere tog hun toget alene. Først med Freja i telefonen og sidenhen helt selv.

Relationen som forudsætning

Som støttekontaktperson skal Freja finde balancen mellem at træde til og give Sara-Marie plads til at prøve selv.

”Jeg er her for at hjælpe, ikke for at gøre tingene for hende. Nogle gange skal hun bare have et lille skub og vide, at jeg er der, hvis det bliver svært,” siger Freja, der er blevet god til at afkode, hvornår hun skal udfordre Sara-Marie, og hvornår hun skal hjælpe.  

Spørger man Freja, hvad der har været vigtigt for at skabe en tryg relation, er svaret tålmodighed og at lytte til Sara-Marie for at forstå, hvem hun er og fælles interesser.

Olivia Danmark matcher støttekontaktpersonens profil med borgerens interesser og behov. Derfor skulle Freja angive en masse informationer om sig selv blandt andet personlige interesser. Derefter blev hun og Sara-Marie matchet. De kan begge lide at spille brætspil, lytte til musik og at læse bøger.

”Grobunden for en stærk relation blev lagt for mig. Det gjorde det meget nemt at blive tætte,” siger Freja.

For Sara-Marie betyder den tætte relation, at hun har nogen at tale med, når noget fylder.

”Hvis jeg for eksempel har haft et skænderi, hjælper det mig at tale med Freja om det,” siger hun.

Kan mere selv

Freja kan se, at der er sket en udvikling med Sara-Marie, siden hun begyndte som kontaktperson. Udover at hun nu selv kan tage offentlig transport, har hun fået større mod på at prøve nye ting, og hun er blevet bedre til at håndtere sine følelser.

”Det er fedt at se den udvikling, der er sket,” siger Freja og understreger, at det ikke er hendes fortjeneste alene, da Sara-Marie også modtager anden støtte blandt andet gennem sin skole og hos en psykolog.

Sara-Marie kan også selv mærke, at hun har rykket sig. Hvor hun tidligere gik meget alene med sine følelser, er hun i dag blevet bedre til at tale om dem og sige til, når hun har brug for hjælp. Hun oplever også, at hun kan flere ting selv.

”Hvis jeg ikke havde haft en støttekontaktperson, tror jeg ikke, at jeg kunne starte på en STU. Og hvis jeg var startet, tror jeg næsten, at jeg skulle køres frem og tilbage.”